Rapportér en utilsigtet hændelse som patient eller pårørende


Som patient eller pårørende til en patient kan du rapportere om utilsigtede hændelser, der er sket på sygehuse, på plejehjem, i hjemmeplejen, hos den praktiserende læge eller alle andre steder i sundhedsvæsenet.

Det gøres via nedenstående link:

https://stps.dk/da/borgere/rapporter-en-utilsigtet-haendelse/



Hvad er en utilsigtet hændelse?

En utilsigtet hændelse er en begivenhed, som medfører skade eller risiko for skade. En utilsigtet hændelse kan kendes ved, at man som patient eller pårørende tænker:

’Det, der skete her, burde ikke være sket. Det indebærer en risiko eller har betydning for mig eller min pårørendes behandling. Jeg vil være sikker på, at fagfolkene lærer af denne fejl, både på det aktuelle behandlingssted og generelt i sundhedsvæsenet'.

Hændelsen er utilsigtet, fordi de fagfolk, der er involveret ikke har til hensigt at skade andre. De vil tværtimod gerne være hændelsen foruden. Utilsigtede hændelser kan ske, hvis der fx er mangler i sikkerhedssystemer, problemer med teknisk udstyr og apparatur, uhensigtsmæssige forhold i tilrettelæggelse af arbejdet, misforståelser eller tab af information. Se også eksempler på utilsigtede hændelser.

Har du brug for hjælp?

Hvis du har brug for hjælp til at udfylde skemaet, kan du kontakte patientvejlederne i regionen eller kommunen.

Hvad sker der med din rapport?

Når du rapporterer en utilsigtet hændelse bliver den gennemgået med henblik på at finde ud af, hvad der er sket, hvordan det kunne ske, og hvordan en lignende hændelse kan forebygges.

Din rapport vil blive sendt til det sted, hvor hændelsen fandt sted. Her vil rapporten blive analyseret for at identificere mulige forebyggende tiltag. Herefter bliver rapporten anonymiseret og sendt til Styrelsen for Patientsikkerhed som administrerer rapporteringssystemet. Styrelsen for Patientsikkerhed står for den nationale opfølgning på hændelserne.

Du får ikke svar tilbage på, hvad der er sket af ændringer ud fra netop din rapport.

Du skal være opmærksom på, at en utilsigtet hændelse ikke er det samme som en klage. Ønsker du at klage over behandlingen, kan du læse mere på siden Klage over sundhedsvæsenet. Derudover skal du, hvis du er kommet til skade som følge af behandling eller undersøgelse og ønsker erstatning, henvende dig til Patienterstatningen.